Og en genreblanding du næppe har hørt før
 
Hej musikelsker!

I USA kan det være rigtig dyrt at gå til koncert! Billetsalgsmarkedet er ofte dynamisk prissat efter efterspørgsel. Det betyder, at meget populære kunstnere sælger meget dyre billetter. Så kan det være vanskeligt at være fan, der gerne vil til koncert, men også vil have råd til aftensmaden. Der findes en profil på X (tidl. Twitter), som graver de helt prisvanvittige tilbud frem, når kunstnere pludselig ikke kan sælge billetter. Som eksempel kunne man få billetter til en Vampire Weekend-koncert i Phoenix til bare 6 dollars (rundt regnet 40 kroner). Den vej kan det altså også gå.
 
Herhjemme er der masser af muligheder for at komme til koncert – til overkommelige priser. Vidste du, at vi samler alle koncerter med en billetpris til max. 100 kr. i en særlig kategori på vores hjemmeside (se selv her)? Og ellers tør jeg godt garantere, at alle shows, jeg fortæller om i dette nyhedsbrev, generelt holder en anstændig billetpris – modsat det vilde vesten i USA.
 
Nå, nu er det tid til en masse koncertanbefalinger.

Vi ses derude!

Anders — BrugByenLive
 

Den aarhusianske undergrund kalder!


Writhe er ét af 8 optrædende bands – foto: Peer Jon Ørsted
Hold fast, for her er en aften med mange bands. 8KFEST fejrer lyden af Aarhus – i hjertet af København. De kan deres ting i Aarhus’ viltre musikmiljø, som denne aften repræsenteres af Assegai, Brunsten, Båndet, Healer, Hudsult, Loose Ends, Machete og Writhe. Tilsammen leverer de en knasende omgang indierock med punkkant, som rusker lidt ekstra i dig. Det har du kun godt af. Jeg har lavet en playliste lige her.
Rock fra postnummer 8000, ja tak
 

Vær med til kåringen af DK’s allerbedste djs – og hør Binær live


Binær spiller i forbindelse DM i Mix
Hvert år kåres den bedste til mix i Danmark, som går videre til de internationale mesterskaber. Det er en unik lejlighed til at høre nogle af Danmarks absolut skarpeste djs. Som bonus denne aften disker duoen Binær op med en koncert. De består af Mund De Carlo og Trepac på mikrofoner – nogle af landets allerbedste rappere. Der er med andre ord kun gode ting i vente denne aften!
Deltag i mix-festen
 

Kan man egentlig blande jazz og metal? Dette band kan!

Det er ikke så ofte, man støder på et band, som kan sælges til fans af Death og John Coltranes senere værker. Imperial Triumphant forener elegant (og voldsomt!) black metallens mørke energi med jazzens vovelystne tonesprog. Og ja, det kan man altså godt slippe af sted med. At de tilmed er maskeklædte og mystiske bidrager kun endnu mere til udtrykket. Træd nærmere hvis du tør.
Det musikalske maskebal er jeg med på
 

Ved havnefronten på Islands Brygge byder de på gratis koncerter

På udvalgte fredage i de (nogenlunde) varme måneder kan du tage til Geyser by the Sea, hvor livemusik, kølige drinks og god stemning nydes lige ved havnefronten uden for Kulturhuset Islands Brygge. Koncerterne er ganske gratis. Lyder ikke dårligt, vel?
 
Jeg har sat Jacob fra Geyser by the Sea stævne for at høre lidt mere om, hvad de byder på.

Hvad er Geyser by the Sea egentlig for noget?
”Vi vil gerne præsentere musik på en forholdsvis uprætentiøs og afslappet måde fredag eftermiddag ved fyraftenstid foran kulturhuset. Uden entré, lydprøver eller bestemte forventninger til hvad man kommer til at høre. Genremæssigt er vi dog ofte ude i noget folk, rock og indie, ligesom vi har mange upcoming singer-songwriter-acts på programmet.”

Hvad er drivkraften bag at lave Geyser by the Sea?
”Det er at præsentere nye, fremadstormende talenter og, ikke mindst, mere oversete acts, som ikke spiller på de store scener rundt omkring.”

Hvor mange år har det kørt?
”Geyser by the Sea har kørt siden 2012. Indtil videre har vi afholdt 146 arrangementer med typisk to acts pr. gang – i sol og regnvejr, men som regel i sol faktisk, hvilket er utroligt heldigt.”

Er der nogle særlige navne, du er stolt af at have haft til at spille?
”På vores Klub Geyser, som vi holder året rundt i Kulturhuset Islands Brygge, har vi haft forholdsvis mange danske navne, som senere er brudt bredt igennem, f.eks. Folkeklubben, Mads Langer, Katinka, Kira Skov, Kwamie Liv, Claus Hempler og norske Dagny.”

Er der noget i programmet, du særligt vil fremhæve?
”Selv om jeg kan lide dem alle sammen, vil jeg opfordre til at komme og høre det polske orkester Giss (se koncertkalenderen længere nede, red.), fordi de ellers ikke spiller i Danmark, eller den herboende amerikaner Devon Williams, som skriver ret fine sange med nogle sjove underspillede introduktioner. Selvfølgelig også mit eget band, Jacob Speake, som lukker ballet i september.”
Se gratis koncerter ved vandet
 

Koncertkalender

Der spiller masser af skøn livemusik ind over sommeren. Her er et udvalg af anbefalelsesværdige koncerter på vores spillesteder i København i den kommende periode.
 
📅 2. august   📍 HUSET   💰 120 kr.
To moderne spillekvinder fremmaner musik fra en svunden tid – på banjo, violin, guitar og sang.
 
📅 13. august   📍 Basement   💰 130 kr.
Metallisk hardcoreband fra Philadelphia leverer musik, som giver blå mærker.
 
📅 16. august   📍 Kulturhuset Islands Brygge   💰 Gratis
Krøllet polsk indierock der både har øje for den gode melodi og de skæve eksperimenter.
 
📅 16. august   📍 Krudttønden   💰 200 kr.
Jazzet poprock-musiker tropper op med bigband i ryggen. Det kan noget!
 
📅 24. august   📍 Råhuset   💰 100 kr.
Dansksproget mørkehardcore fra to bands, som teamer op på både scene og plade.
 
Simon Goff
📅 29. august   📍 HUSET   💰 120 kr.
Violinist med intense sange bygget op med et arsenal af pedaler og effekter.
 
📅 30. august   📍 Råhuset   💰 100 kr.
Dansk debuterende folkrock med international lyd.
 
Se den fulde liste af koncerter på BrugByen
 

Hør musikken inden du hører den live

Lyt til musik fra ALLE optrædende kunstnere i vores kulturhuse. Lige nu tæller det 137 forskellige musiknavne svarende til godt 8 timers effektiv spilletid, så der er masser af gode sager at gå ombord i. Vores playliste opdateres løbende med musik fra kommende koncerter.
Lyt til playlisten
 

Fik du nyhedsbrevet fra en anden?

Har du en flink ven, som har videresendt dig dette nyhedsbrev? Og er du nået helt herned? Så må det jo være noget for dig. Tilmeld dig nedenfor, så får du BrugByenLive direkte i din indbakke. Jeg sender til dig én gang om måneden.
Tilmeld dig nyhedsbrevet
Footer