Med 97 koncerter guider vi dig på vej
 
Hej musikelsker!
 
Sommeren er over os, og det betyder, at Copenhagen Jazz Festival lige straks pryder gader, stræder, spillesteder, og hvor der ellers er plads til en scene. Før vi går videre, må jeg hellere melde min ankomst som vikarredaktør på BrugByenLive. Mit navn er Martin, og jeg skal guide jer igennem vores mange koncerter i årets jazzfestival-program.
 
Er du én af dem, der aktivt undgår jazz? Det kan der være flere årsager til. Et dansk forskningsstudie viser, at din 'jazz-fobi' afhænger af dine musikalske færdigheder, og af hvor meget du reelt har lyttet til jazz. Alle mennesker har nemlig et sweet spot for, hvornår musik er tilpas genkendeligt og samtidig udfordrende. Hvis ikke vores nysgerrighed pirkes, keder vi os – men bliver det for komplekst, står vi af.
 
Selvfølgelig afhænger det også af vores personlige smag. Sådan noget som tilhørsforhold, identitet, sociale lag og musikalske bonding-oplevelser spiller alt sammen ind, når vi fremsiger vores genrepræferencer.
 
Særligt for jazzlyttere gælder det dog, at de scorer højere på "openness"-barometeret i personlighedstests. Så dét er da en grund til at dykke ned i vores program: Der er simpelthen mulighed for både musikalsk og personlig udvikling.
 
Vi ses derude!
 
Martin – BrugByenLive
 

Brønshøj har deres egen festival i festivalen


Hilal Kaya – foto: Jannick Børlum
4.-6. juli—Brønshøj Vandtårn—Dagsbillet: 250 kr. / partout: 400 kr.

Det kulturelle (vand)fyrtårn, foreningen JAZZiVÆRK og 35 frivillige ildsjæle afholder deres helt egen festival med bl.a. den legesyge trommeslager Kresten Osgood (nu på orgel?!), lydskulptøren Mike Sheridan i samarbejde med cellisten Oda Dyrnes og dansk/tyrkiske Hilal Kaya.

Tag mig til Brønshøj Sommerjazz
 

Svært afhængige rytmiske fraser og et miskmask af genrer

9. juli—Union—100 kr.

Der er dobbeltkoncert med trommer i fokus, når akira.drums tager dig igennem minimalistiske visuals og langstrakte, hypnotiske rytmeforløb, imens Roskilde-aktuelle J. Ludvig III (fra Athletic Progression) kaster dig rundt mellem genrer med sin ængstelige vokal som eneste holdepunkt.

Slå på tromme for hypnotisk uro
 

Et feast for dine ører


Aar & Dag spiller særopsætning med en maskinpark af instrumenter
7.-13. juli—Råhuset—én koncert: 100 kr. / night pass: 180 kr. / 5 koncerter: 300 kr.

Stærkt kurateret af Københavns eksperimenterende musikmiljø præsenteres Feast for the Ears, et kompromisløst program over syv dage. Til dig, der vil udfordres af fri improvisation, elektroakustik, støj, ambient, ny komposition og genrehybrider.

Jeg vil udfordres!
 

Fransk kraft og poesi


Foto: Benedikt Frank
8. juli—HUSET—Standard: 180 kr. / studerende: 100 kr.

Den anerkendte franske newcomer Amy Gadiaga skaber sin egen energiske og nærværende stil med hints til old-school jazzikoner som Betty Carter og Wayne Shorter. Hendes koncerter er intense, levende og præget af en tydelig kærlighed til musikken som fri kunstform.

Très bien, mademoiselle Amy
 

Anbefalinger fra en tastemaker


Foto: Agnete Schlichtkrull
Den kyndige P8-vært Julian Svejgaard, som alle hverdage bestyrer jazzradiokanalens morgenprogram 'Snooze', tager temperaturen på Copenhagen Jazz Festival og kommer med tre personlige anbefalinger til årets program.
 
"Copenhagen Jazz Festival er en institution på den europæiske jazzscene og i dansk musikliv. Men det er ikke bare uopnåelige verdensstjerner på de store scener, det er også de helt nære intimkoncerter og natlige jamsessions, der hvor man kan mærke musikernes ånde og se deres sjæl. Om man er ny eller gammel i jazzen, så er Copenhagen Jazz Festival det helt rigtige sted at være."
 
Julian anbefaler: 
 
1. ELJO
"Jeg havde fornøjelsen af at opleve ELJO live på dette års SPOT Festival på en 360-graders-scene. Publikum stod hele vejen rundt om duoen og var både fortryllede og forstenede, ikke bare over musikken, men også over den intense og samlede energi i samspillet. Trommer og tangenter, nordisk jazz og electronica, skønhed og groove, Elias og Johannes, alt sammen forenet i ELJO."
 
2. New Jungle Orchestra feat. Aviaja Lumholt
"I årtier har Pierre Dørge og The New Jungle Orchestra udforsket den musik, der strømmer rundt i verden omkring os og tilsat et knivskarpt hjemligt touch. Et af de mange steder, deres musikalske nysgerrighed har ledt dem hen, er Grønland. Den forbindelse får nyt liv, når jungleorkestret deler scene med Aviaja Lumholt under dette års festival."

3. Silja Okking & Straight Ahead Big Band
"Dem, der tror, at jazz kun er for voksne, har glemt deres indre legebarn. Men hvis man nu alligevel leder efter noget særligt til de mindste, så er der masser af muligheder i jazzfestivalens program. En af dem er DR Ramasjang-vært Silja Okking, som sammen med Straight Ahead Big Band bl.a. udforsker, hvordan kendte børnesange lyder, når de bliver tilsat jazz. Tag børnene med, eller find dit indre barn igen!"

 

Koncertkalender

Med 97 koncerter på programmet er der nok at vælge imellem. Har du brug for lidt flere inputs, peger jeg herunder på et par personlige favoritter, så du ved, hvor du skal starte.
 
📅 4.-6. juli   📍 Krudttønden   💰 95 kr.
Mærk Østerbros pulserende jazzmiljø med anerkendte og prisvindende musikere fra nabolaget. 
 
📅 4. juli   📍 HUSET   💰 150 kr. 
Træd ind i en hypnotisk koncertoplevelse, når Cole Pulice skaber en meditativ og eventyrlig lydrejse med saxofon, guitar og korværker. 
 
📅 5. juli   📍 Støberiet   💰 140 kr. 
Latinamerikanske festligheder med inspiration fra den colombianske genre cumbia.
 
📅 7.-8. juli   📍 Lygten Station   💰 Gratis
Få jazz af den mest eksperimenterende slags blæst lige ind i øregangene. Vi snakker impro, punk, noise, elektronisk og ambient.
 
📅 8.-12. juli   📍 Kildevæld Kulturcenter   💰 100 kr.
Store rytmegrupper, højaktive blæsersektioner og masser af swing!
 
📅 9. juli   📍 Støberiet   💰 150 kr.
Prisvindende norsk klavertrio møder verdensomspændende estisk saxofonist.
 
📅 9. juli   📍 HUSET   💰 140 kr.
Spirituel, intens doom-jazz + dystopiske og ceremonielle melodier – bl.a. frembragt med sten på elguitar.
 
📅 13. juli   📍 Union   💰 100 kr.
En af de fremmeste ​​eksponenter for den nye brasilianske samtidsmusik og udnævnt af Rolling Stone som et pop-kærtegn.
 
 
Se den fulde liste af koncerter på BrugByen
 

Hør musikken inden du hører den live

Vi har lavet en playliste med de mange optrædende i vores kulturhuse under Copenhagen Jazz Festival. Dyk ned i godt 5 timers musik og opdag dine personlige favoritter, før du drager ud i det københavnske jazzlandskab.
Lyt til playlisten
 

Fik du nyhedsbrevet fra en anden?

Har du en flink ven, som har videresendt dig dette nyhedsbrev? Og er du nået helt herned? Så må det jo være noget for dig. Tilmeld dig nedenfor, så får du BrugByenLive direkte i din indbakke. Jeg sender til dig én gang om måneden.
Tilmeld dig nyhedsbrevet
Footer