Forestil dig lyden af fermentering omsat til elektronisk musik eller en sonisk ceremoni, hvor akustiske instrumenter forvrænges og genopfinder sig selv midt i rå arkitektur. Sådan er de altid overraskende lyde af Klang Festival. Jeg har talt med festivalens kunstneriske leder, James Black, om festivalens modige DNA, visionen om “menneskelig musik”, og hvorfor du altid skal forvente det uventede.
Hvad går Klang Festival ud på? “Klang er Københavns eksperimenterende musikscene, hvor alt fra elektronisk lydkunst til avantgarde-klassisk mødes i legende og nysgerrige eksperimenter. Her handler “eksperimenterende” ikke om én lyd, men om en indstilling.”
Hvordan opstod festivalen? “Klang startede tilbage i 2009 som Athelas New Music, hvor Athelas Sinfonietta fokuserede på at præsentere helt nye kompositioner. I 2013 skiftede den navn til Klang og blev en selvstændig organisation. Jeg overtog rollen som kunstnerisk leder i 2022, og siden da har vi redefineret vores profil ved at inddrage flere kunstnere og musikformer uden for den traditionelle nymusik-scene – samtidig med at vi stiller dybere spørgsmål til, hvem vi er, hvad vi præsenterer, og hvad eksperimenterende musik kan bruges til.”
Hvad adskiller jer fra andre musikplatforme? “Jeg vil sige, at det er vores mod. Vi forsøger ikke at behage alle – faktisk betragter vi en koncert, der behager alle, som en fiasko. Vi tager chancer og booker musik, der er dristig, mærkelig og ikke bange for at fejle.
Men vi prøver også at temperere vores dristighed med følsomhed. Vi byder uenighed velkommen og opfordrer til diskussion – for eksempel i vores LytteRum-paneler for publikum. Vi mener, at der ikke findes en forkert måde at opleve musik på, og vi værdsætter mod hos både kunstnere og publikum.”
Hvad er det mest spændende ved nymusik i dag? “For mig er det mest spændende i nymusik lige nu dens følelse af presserende aktualitet og vitalitet. Efterhånden som mainstream-musik bliver mere ensformig, kommercialiseret og styret – eller endda skrevet – af algoritmer, tilbyder vi en nødvendig modvægt. Folk vågner op til behovet for musik, der udfordrer antagelser og giver nye oplevelser.”
I skriver på jeres hjemmeside, at I søger “menneskelig musik”. Hvad mener I med det? “For mig er 'menneskelig musik' musik, der ikke er bange for at være rodet, oprigtig og fejlfyldt – ligesom mennesker. Den tilbyder ikke lette svar, men afspejler i stedet livets kompleksitet. Den er ikke poleret eller perfekt, men nærværende og levende, måske endda med til at hjælpe os videre i verden.
Den filosofi dækker over et bredt spektrum af musik. I år sætter vi fokus på lydkunst og elektronisk musik, der krydser grænser. Et eksempel er Lyd Ports koncert med Neko3, hvor en lydkunstduo har skrevet musik til to percussionister og en pianist baseret på lydoptagelser af fermentering. Det schweiziske ensemble Contrechamps' projekt GLIA er livemusik kombineret med elektronik, der forsøger at skabe lyd, endda helt inde i lytterens øre.”
Hvad kan man ellers forvente af Klang i år?“Forvent det uventede! Vi spænder over alt fra klassisk avantgarde i verdensklasse (Ensemble Intercontemporain, Ensemble Contrechamps, Oslo Sinfonietta) til nye stemmer og vilde tværfaglige projekter. Hvis du leder efter noget vildt, uventet og tankevækkende – så er Klang dit hjem. Vi tager store chancer. Med så mange nyskrevne værker ved vi end ikke helt selv, hvad vi kan forvente. Så når jeg siger “forvent det uventede,” mener jeg det – selv for os.” Klang Festival løber af stablen 9.-15. juni over hele København. Se det fulde program
|